Dogley og den alternative vej til exit
For næsten alle start-ups (i hvert fald størstedelen af dem, der rejser penge eksternt), er exit et af de store mål helt fra start, men vejen derhen er sjældent snorlige. Det tager jeg en snak med stifteren af Dogley, Thomas, om, og vi kommer også forbi, hvordan det er at være “solo-founder” og hvordan man kommer frem til at slå sig sammen med en konkurrent.
Om Dogley
- Etableret i 2016 af Thomas Keller
- Platform der formidler kontakt mellem hundeejere og hundepassere
- 2 ansatte (juni 2023)
-
Branche: P2P (peer-to-peer) platform
Om investeringen
- Investering foretaget: Februar 2019
- Kilde: Keystones (BA netværk)
- Investeringsproces: 3 måneder
- Rundens størrelse: 1,6 M DKK
- Stadie: Pre-seed
- Investeringsform: Egenkapitalinvestering i to trancher
- Rolle: Aktiv, bestyrelsesformand
Februar 2019. Thomas, Molly, Samson og jeg.
Hvad er Dogley?
Dogley er, kort fortalt, hundenes svar på AirBnB. På vores platform mødes hundeejere og kærlige hundepassere, så de kære hunde kan blive passet af hundeelskere i deres private hjem med gode rammer. Platformen er en P2P (peer-to-peer) platform, som man kender det fra AirBnB, HappyHelper, GoMore m.fl.
Siden stiftelsen er det lykkedes os at vækste til både Norge og Sverige, og inden fusionen med Gudog nåede vi op på mere end 60.000 medlemmer på tværs af Norden og har formidlet mange tusinde hundepasninger.
Hvordan opstod ideen til Dogley?
Vi havde selv en hund (Molly) og havde jævnligt behov for pasning af hende, når vi skulle på ferie. Vi forsøgte os med en hundepension, men det var en dårlig oplevelse, ikke mindst for Molly. Næste gang fik vi hende passet det sted, vi havde fået hende fra. Det var en super god oplevelse, og efterfølgende tænkte jeg, at det da måtte være den ideelle pasningsform for de fleste, og sådan opstod idéen. Inspireret af AirBnB ville jeg starte en platform, som gav hundejere nem mulighed for at komme i kontakt med private hundepassere og booke dem.
Du er marginalt ældre end den gennemsnitlige Founder – hvad har det af fordele og ulemper?
Jeg har egentlig ikke tænkt på det som hverken en fordel eller ulempe, men måske giver erfaringen en større tro på, at tingene nok skal lykkes, selvom det ser svært ud. Man har jo oplevet modgang før. I forhold til at tiltrække kapital er der nok både plusser og minusser – med erfaringen kan man måske med større troværdighed sælge idéen, men omvendt har mange investorer også et billede af den typiske iværksætter som en i 20’erne eller 30’erne. For mit vedkommende var det klart en fordel, at baglandet var på plads, med en ægtefælle i et godt job, og børnene som ikke længere var helt små.
Hvordan har det været at være ”ene-founder”? Noget man skal være opmærksom på i den forbindelse?
I starten var det rart selv at kunne træffe beslutningerne, men da jeg ret hurtigt fik investorer med i Dogley, har jeg egentlig aldrig følt, jeg var alene på den måde. Ret hurtigt føltes det mere som et partnerskab, hvor investorerne var med på råd, i hvert fald omkring de væsentlige beslutninger. Sidenhen var jeg også så heldig at få en investor med, som tog en mere aktiv rolle i den daglige forretning.
Hvad skal man være særligt opmærksom på når man starter en platform?
At man skal tænke i både supply og salg. Du har ikke noget at sælge, hvis ikke der er nogen, der vil udbyde deres tjenester, så du skal hele tiden tilføre værdi til begge sider af ligningen. I vores tilfælde valgte vi ret tidligt, at supply-siden var vigtigst. Hvis vi kunne tiltrække de rigtige hundepassere, ville hundeejerne vælge Dogley, så vi har haft stort fokus på at gøre det så godt som muligt for hundepasserne at være på Dogley platformen.
Hvordan oplevede Dogley Corona og hvad gør man, når markedet forsvinder fra den ene dag til den anden?
Dogley er klart tæt forbundet med rejsebranchen. Vores service hænger 1:1 sammen med kundernes mulighed for at rejse, så vi blev meget hårdt ramt af Corona. Det var som at køre ind i en mur, og vores omsætning faldt med +90% fra den ene dag til den anden! Heldigvis kunne vi skalere vores omkostninger ned, og så fik vi også en lille smule corona-hjælp fra staten. Men det var naturligvis hårdt, og jeg var da også i tvivl om, vi kunne overleve den periode. Vi brugte tiden rigtig fornuftigt med at skrive masser af relevant indhold på vores blog, så hundejerne ikke glemte os, og vi fik hele tiden nye medlemmer, selvom der stort set ikke var nogen bestillinger. Men til gengæld kom markedet hurtigt igen, da der blev åbnet op.
Dogley er nu fusioneret med Gudog – hvordan opstod dialogen med Gudog og hvordan har processen været?
Jeg har hele tiden haft dialog med vores “kollegaer” i andre lande, og vi har faktisk i vidt omfang delt vores erfaringer. Alle ved jo godt, at der på et tidspunkt vil ske en konsolidering, så derfor kan man ligeså godt være rimelig åben om de udfordringer der er i hundepasningsbranchen. På den måde havde jeg haft dialog med Gudog i en del år, inden vi besluttede at gå sammen. Hvis ikke det havde været for Corona, var det såmænd nok sket et par år tidligere, for vi havde en rigtig god dialog. Processen med selve fusionen var selvfølgelig mere langsommelig, end jeg kunne have ønsket, men sådan er det vel altid. Ting tager tid. Men til gengæld har vi været meget enige om målene og hvordan vi kommer derhen fra dag ét, så processen forløber rigtig fint.
Hvilke råd har du til andre founders i forbindelse med at drive et selskab frem til en fusion med en stor udenlandsk spiller?
I vores tilfælde tror jeg, at åbenheden har været en fordel. Det gjorde i hvert fald, at der blev opbygget tillid imellem os. Men ellers handler det jo om at gøre det godt i sit lokale marked, så man bliver attraktiv. Vi har haft stort fokus på at generere bundlinje – måske mere af nød end af lyst – men det har gjort, at vi har været mere attraktive ud fra et likviditetsperspektiv.
Hvad byder fremtiden på for Dogley/Gudog og for dig?
For Dogley bliver det forhåbentlig en stor succes, at vi nu bliver en del af Gudog, og at platformen får et gevaldigt løft. Det er noget både hundeejerne og alle vores hundepassere nok skal blive glade for. Jeg føler også, vi har et ret stort uudnyttet potentiale i Norge og Sverige, som jeg tror, vi får nemmere ved at udløse med en stærkere platform. Så på den side tror jeg stærkt på, at det bliver et lykkeligt ægteskab for Dogley.
For mit eget vedkommende er det mere usikkert, men det har jeg det fint med. Efter planen stopper jeg Dogley, når migrationen er vel gennemført. Efter 7 år, hvor det mere eller mindre har været 24/7, som jo lidt er vilkårene med en platform af denne type, ser jeg frem til friheden. Jeg må erkende, at det i perioder har været hårdt, men mest af alt har det været sjovt. Jeg er helt afklaret med at lukke det kapitel i mit liv, men kan ikke sige, hvad næste kapitel vil byde på.
Hvad er dine tre bedste råd til andre founders?
- Vær afklaret når du starter – det bliver hårdt slid og du kommer sikkert ikke til at tjene alverden fra starten
- Vær indstillet på at det næsten altid tager længere tid at nå til break-even eller exit end du tror. Mange taler om exit indenfor 3-5 år, men erfaringen viser bare at det næsten altid tager dobbelt så lang tid.
- Tag chancen også selvom din idé ikke ligefrem er banebrydende. Husk på at mange start-ups handler om at løse velkendte problemer på en lidt smartere måde. Og husk på at det ikke gælder om at finpudse sin idé i årevis inden man går på markedet – langt den bedste feedback får man fra sine kunder.
Investorvinklen og hvordan jeg arbejdede med Dogley
Jeg stødte på Dogley gennem Keystones netværk i slutningen af 2018 og foretog investeringen i Dogley i starten af 2019. Det var en af mine første start-up investeringer, og jeg har lært utrolig meget af at være en del af rejsen. Dogley manglede en kommerciel profil da vi investerede, og jeg indtrådte derfor som ‘interim CCO’ og sad hos selskabet to dage om ugen i en periode. Her var jeg med til at fintune den kommercielle model ved at hjælpe med at udforme den overordnede strategi for selskabet og bygge en “marketingmotor”. Derudover har jeg siddet i bestyrelsen som både medlem og forperson og varetager dags dato Dogley aktionærernes interesser som board observer i Gudogs bestyrelse.
Som investor i selskabet blev jeg også en erfaring rigere af at gå igennem en Corona-periode, hvor selskabet fra den ene dag til den anden næsten mistede hele grundlaget for deres omsætning. Det gjorde, at vi måtte kæmpe en brav kamp for at sikre selskabets likviditet og ligge en dæmper på ambitionerne og næsten gå i “dvale-tilstand” i en periode.
Det ændrede også de længere udsigter for selskabet, da vækstkurven pludselig ikke var konsekvent, men derimod skulle genfinde sig selv post-covid. Konkret betød det, at vi måtte ændre strategi fra at prøve at blive solgt, til at vi afsøgte mulighederne for en fusion. Det lykkedes med spansk/irske Gudog, og kombineret er vi nu Europas største tjeneste for hundepasning. Det var en lang og spændende proces at fusionere to selskaber på tværs af landegrænser, men heldigvis lykkedes det, og vi har bibeholdt chancerne for en succesfuld exit den dag Gudog (forhåbentligt) bliver solgt.
Hvad kan andre lære af Dogley:
🏃
At drive en start-up kræver udholdenhed. Thomas har formået at stå imod de utallige udfordringer, man møder som founder, og selvom det har set sort ud undervejs, er Dogley kommet godt videre. Vi har set flere pendanter til Dogley både åbne og lukke, siden vi investerede.
📑
Hold optionerne åbne og vær ikke bange for at snakke med konkurrenterne. Thomas har konsekvent holdt kontakten med lignende platforme på tværs af Europa – det har været med til at øge markedskendskabet og i sidste ende åbnet døren for fusionen med Dogley.
🧟
“You gotta spend money to make money” er ofte sandt, men du kommer næsten lige så ofte ud for at du skal spinke og spare. Thomas har formået at skabe en fleksibel omkostningsbase i Dogley, således at man relativt let kunne skrue ned for omkostningerne, da det viste sig nødvendigt, og dermed gå i midlertidig dvale.